_{Det er smukt, synes du ikke? Når sådan en ny dag bryder frem i al dens herlige, knitrende jomfruelighed. En ny dag til at forme lige præcis som man vil. Hvilket naturligvis er noget forfærdeligt vås. For i virkeligheden er det jo sjældent, at alt går lige sådan til, som man kunne ønske sig det. Det er i hvert fald normen i mit liv. Der er funklende, strålende stunder og grumme, grusomme tider. En konstant vekslen mellem følelsen af uendelige gentagelser og af at tiden løber alt, alt for hurtigt, som en håndfuld tørt sand, der forsvinder mellem fingrene på en. Det er, hvad det er. Dag følger dag og lige pludselig er man et nyt sted i livet.
Men lige der, i de der ydertimer, hvor naturen opfører de mest kunstfærdige lysshows. Der er det som om øjeblikket og evigheden flyder sammen, som om tæppet mellem drømme og virkelighed, mellem fantasi og logik, er så tyndt, at man aner trådene i selve det stof, som tilværelsen er vævet af. Skæbnetråde måske, som i mytologien. Livstråde, som dem nornerne sidder og væver for os hver især. I disse og andre uudgrundelige øjeblikke, som livet så gavmildt byder på, hvis bare man er lidt opmærksom, der kan den være ret så kraftig. Den der følelse af selv at kunne trække i trådene. Af at være herre over ens egen skæbne. Håbet lever godt i de stunder. Håbet, der som det eneste blev tilbage i Pandoras æske, dengang hun lukkede alverdens elendigheder ud. Det er da smukt, synes du ikke?
Jeg er, som alle andre, et menneske på vej gennem livet. Jeg observerer, jeg oplever og jeg føler mig frem. En dag ad gangen. Sådan er det. Og det har jeg tænkt mig at skrive lidt om.}

~ Ólbrith