Om at være gæst
Det er med ærefrygt at jeg begiver mig ud, eller måske rettere ind, i andres hjem på denne måde. Som dyrlæge på job. Når andre menneskers hjem bliver min arbejdsplads, så forpligter det, synes jeg. Jeg bør som det allermindste gøre mig lidt overvejelser omkring, hvad det betyder. For mig selv og for dem jeg besøger. Mennesker såvel som dyr. Det er altid vigtigt at være en god og betænksom gæst. Det har de fleste af os lært fra barnsben af, men hvad ligger der egentligt i det? Hvordan er man det?
Digterisk bor mennesket
Jeg har set de fleste slags hjem. Bilder jeg mig ind, selv om jeg ved at det umuligt kan være rigtigt. Mine medmennesker overrasker mig gang på gang, og vores hjem har tendens til at være lige så forskellige som vi mennesker er det. Der skal nok være noget jeg aldrig har set og end ikke evner at forestille mig. Tak og lov for det. Men jeg har set en en hel del forskellige hjem. Alt fra steder i en sådan tilstand af kaos at man ikke ville have troet det var muligt, til de vildeste herskabslejligheder, indrettet som nænsomt kuraterede museumsudstillinger. Jeg har besøgt kollegieværelser og andre studenterhybler, kolonihavehuse, fantasifuldt udnyttede etværelses lejligheder. Jeg har set kollektiver, klassiske små københavnerlejligheder og deres modsætning, de lyse luftige lejligheder med fritlagte bjælker. Unge mennesker har vist mig rundt i det hus de er ved at bygge, eller den lejlighed de er ved at forandre, boblende af begejstring og håb for fremtiden. Jeg har besøgt hjem, hvor man mødes af den søde duft af babygylp og øjne fyldt med varierende grader af lykke og desperat træthed. Jeg har set den klassiske villa med volvo, 2,5 børn og vovse. Jeg har besøgt hjemmet med kunst på alle væggene og overlæssede reoler, og jeg har været i det minimalistiske hjem, hvor man ikke bryder sig om hverken farver eller nips. Det er som med årstiderne, hvert stadie i vores liv har sin charme og det samme gælder for den måde vi hver især vælger at leve vores liv. Mest fascinerende af alt synes jeg personligt at ældre menneskers hjem er. Uanset hjemmets stil eller mangel på samme, så rammer det mig med stigende intensitet i takt med at jeg selv bedages, det der rørende ekko af liv der er levet, som runger i ældre menneskers hjem. Hvad enten det er et sted, hvor blikket forventningsfuldt er rettet mod fremtiden eller vemodigt vendt mod en svunden tid, så er det et liv i udfoldelse, man for en stund træder ind i som gæst.
Kloge mennesker beskriver hjemmet som en tilstand. Den følelse, der er omkring en. Noget, som selve sproget har svært ved at rumme, fordi så snart man beskriver et hjem, bliver det en iscenesættelse. Jeg vil ikke rode mig ud i nogen form for overfladisk gengivelse af filosofier om hvad et hjem er, men jeg vil anbefale, hvis I har den slags lyster og en ledig stund, at kaste et blik på Heideggers livtag med sproget og hans tanker om hjem og det at bo og være. Om ikke andet, så fortjener tænkeren ros for at fremhæve denne linje af den tyske digter Friderich Höderlin: “Voll Verdienst, doch dichterisch wohnet der Mensch auf dieser Erde.”
Digterisk bor mennesket på denne jord! Så kan det vist heller ikke siges bedre. Det er en af den slags sætninger, som efter min mening retfærdiggør hele menneskehedens samlede arsenal af mislykkede forsøg på poesi. Digterisk bor mennesket på denne jord.
Gæstens øjne – og ens egne
Et lille færøsk ordsprog påstår at: “Kløgtigt er gæstens øje”. Den besøgende ser tit detaljer, som vi ikke selv lægger mærke til. Måske fordi vi har vænnet os til at sådan er tingenes tilstand nu engang. Sådan har man altid gjort. Sådan har det altid været. Eller på et mere lavpraktisk niveau, så kan det godt være at malingen skaller ude i gangen og at det burde man nok få fikset, men hverdagens små og store gøremål bider hinanden i halen, og derfor er man ikke lige nået dertil endnu. Jeg ved ikke, om det er min natur, min opdragelse eller de erfaringer jeg har gjort mig gennem livet, men for mig er det en dyd at se på andre med milde øjne. Det synes jeg, at vi mennesker som minimum skylder hinanden. Når alt kommer til alt, så er vi i samme båd. Vi har hver især vores helt egne genvordigheder at tage livtag med. Indimellem falder den brydekamp ud til vores fordel, det hele flasker sig, skinner og står snorlige. Andre gange ligner den mere historien om guden Thor, der forgæves og frustreret kæmpede mod en gammel kælling, som viste sig at være selveste alderdommen, en kamp vi allesammen er dømt til at tabe i sidste ende.
At se på mig selv med sådanne milde øjne er en helt anden sag. Det kan være en ret så svær øvelse. Gad vide om ordsproget fra før er kimen til min egen indre – og indtil nu – hemmelige lille stemme, der lufter en helt uretfærdig og irrationel skepsis overfor dem, der af den ene eller anden grund gæster mit hjem. Den er forfærdeligt anstrengende, sådan en stemme og i virkeligheden er den naturligvis drevet af selvkritik. Men altså: Hvad mon de ser? Hvad har jeg overset? Hvilken sandhed om mit væsen afsløres af mine støvede hylder, nussede paneler og endnu værre, alt det jeg slet ikke ser? Måske ved de nu noget om mig, som jeg ikke engang selv er klar over? Hvilke hemmeligheder har jeg mon? Det gad jeg også godt selv vide! Heldigvis ender min flyvske indre dialog som oftest i en eller anden form for lige dele opgivende og selvkærligt fnys: “Det pjat magter jeg altså ikke at bruge mere energi på!” Og så ranker jeg ryggen og står ved mig selv. Warts and all. Opvask eller vasketøj, der muligvis tangerer loftet den dag and all. Der er ikke andet for.
Da jeg var barn, boede jeg i et hus. På landet. Alle dem jeg kendte dengang boede i huse. Det var ganske almindeligt at kigge ind til hinanden og få en kop te eller kaffe. Eller bare for lige kort at sige hej, låne en kop sukker, en svensknøgle, eller hvad det nu skulle være. Alle døre var altid åbne. Det var ikke nogen stor ting. Gæster var bare en del af hverdagslivet, og sådan er det vel stadig mange steder. Senere er jeg gradvist flyttet til større og større byer. Først til en landsby hvor jeg vil skyde på at der bor omkring 1000 mennesker, så til Færøernes hovedstad Tórshavn for til slut at ende i København. I takt med at jeg flyttede, lærte jeg at låse døren. Forskanse mig. Det er spøjst, hvor meget mere isoleret man i grunden er i en by, i menneskemylderet. Og dog, det enkelte individ betyder givetvis mere for fælleskabet når der ikke er så mange individer at tage af. Brug og smid væk fungerer ikke rigtigt, så man må arbejde med og værne om det man har. Men nok om det. Det var det der med at få besøg det her skulle handle om.
Nu bor jeg i en lille toværelses lejlighed på Amager, en gammel arbejderbolig, der ikke, som det ellers så ofte er tilfældet, er blevet slået sammen med nabolejligheden for at få flere kvadratmeter. Her er lige lovligt lavt til loftet og det hænder da bestemt fra tid til anden, at jeg ønsker mig en spisestue eller et stort køkken med spiseplads. Sådan med ordentlig plads til gæster. Men jeg trives nu alligevel meget godt i min lille hule, og det er der en masse ret så nostalgiske grunde til efterhånden. Beliggenheden er heller ikke dårlig, denne del af Amager har lidt af det hele, grønne åndehuller, havet, nem adgang til byens pulserende centrum og til lufthavnen. Lufthavnen, der for mig repræsenterer en livlinje, den direkte vej hjem til Nordatlanten, godt nok en vej strøet med finurlige forhindringer såsom strejker, vejrgudernes leg, pengepungens tilstand og de islandske vulkaners luner, men alligevel.
Min datter holdt sit indtog i mit liv en forårsdag for 9 år siden. Og med hende begyndte der lige så stille at drysse flere gæster ind i mit lille hjem. Der kom simpelthen andre end min nærmeste familie og dem, der på forunderlig vis er blevet fast inventar i mit liv. Først sundhedsplejersken, hun var på et af besøgene så sød at berolige mig med at der er mange, som bor småt. Så mødregruppen. Legeaftalerne. Vennernes forældre. Og ved I hvad? Det er jeg altsamment ovenud taknemmelig for! For når det kommer til stykket, er det faktisk meget rart at låse døren op her i byen, at åbne det lille fort en smule op. Der er noget fantastisk livsbekræftende over at folk ligesom tilfældigt dumper ind i ens liv, uden at det af den grund behøver udvikle sig til nogen dybere relation. For selv om rollen som vært nok aldrig kommer til at falde mig naturlig, når det skal foregå i mit eget hjem, så elsker jeg at møde mennesker. Jeg er vild med hverdagens små interaktioner, de former vores dag og i længden måske endda vores liv som helhed. Et nik, et smil, en sur bemærking, det hele udgør en del af baggrundstæppet for vores tilværelse.
Sidste forår besluttede jeg at mit soveværelse, som indtil da havde fungeret som, ja soveværelse naturligvis og til opbevaring af tøj, skulle blive min datters værelse. Så hun kunne have et sted at lege i fred. Det har vist sig at være en god idé, arrangementet er et hit, døren bliver flittigt lukket når barnet har besøg og der er sågar kommet et “Ingen adgang, bank på!” skilt. Men processen… Alt børnetøj, legetøj osv. skulle ind på det lille værelse. Jeg fik savet et stykke af min seng, og bikset lidt, så der kunne stå en højseng hen over den. Alt mit tøj skulle der gøres plads til i stuen på bekostning af tredjedelen af min bogreol. Der var meget, meget sparsomt med gulvplads en overgang. Jeg lagde hårdt ud og så gik gassen ligesom af ballonen. Det var forfærdeligt demotiverende. Jeg kunne med en god vilje strække mig til at se det morsomme i situationen, da en af mine bekendte spurgte, om jeg ikke havde set de der memes på nettet af ‘deep cleaning’, hvor folk ender med at gå i stå midt i oprydningen og sidde udkørt og opgivende omgivet af bunker af skrammel. Sådan så der ud vitterligt ud, plus et godt lag støv oveni, en dag det bankede på døren. En venlig, smilende mand skulle ind for at aflæse varmen. Kan I forestille jer det? Heldigvis var der lige et par stier imellem bunkerne, så han kunne komme til radiatorerne. Han holdt masken, udførte sit arbejde og gik igen. Det beundrede jeg ham for i mit stille sind. Min indre stemme sagde ellers ikke et kvæk. Granatchock tror jeg. Min humoristiske sans indfandt sig også først igen et godt stykke tid efter det besøg. For min uventede gæst var det sandsynligvis ligegyldigt, hvilken tilstand mit hjem var i, han havde en opgave at udføre og skulle videre til den næste. Selv har jeg arkiveret oplevelsen i “så blev jeg den erfaring rigere, måske bliver den nyttig en dag, men næppe” bunken. Endnu en tråd vævet ind i et par baggrundstæpper.
Fælles fodslag
Når jeg kommer på besøg som dyrlæge, er det ligeledes for at udføre en opgave, for derefter at begive mig videre på min vej. Så længe jeg kan komme til at gøre det jeg skal, er omgivelserne sådan set ligegyldige.
Noget jeg synes er vigtigt at have in mente, når jeg kommer ud som gæst, er at det øjeblik jeg træder ind i et hjem, eller en tilstand om man vil, så ændrer jeg det/den. Bare ved at være der. Der opstår en ny og uvant situation, både for mig selv og den eller dem jeg besøger. Ingen af os har været i lige præcis denne nye situation før. Det gælder for os mennesker, og det gælder i høj grad også for dyrene. Et hjemmebesøg vil for mange dyr føles mindre utrygt end at besøge en klinik, de vil være mindre stressede og få en bedre oplevelse. Trods det, så reagerer dyr på gæster, man kan ikke forvente en helt naturlig og fri adfærd. Nogle dyr vil slet ikke bryde sig om besøgende i deres hjem, det kan føles utrygt, måske endda virke som en trussel, at en fremmed pludselig dukker op. Et vellykket hjemmebesøg vil derfor altid være noget vi skaber sammen. Dyrlæge, ejer og patient i fællesskab.
Jeg lagde ud med at spørge, hvordan man er en god gæst. Jeg tror, at svaret i virkeligheden er ret enkelt. Jeg tror, at det som med det meste her i livet handler om respekt. Om situationsfornemmelse og gode intentioner. At man åbent og nysgerrigt forholder sig til at andre menneskers værdier og meninger kan være vidt forskellige fra ens egne. Og at man samtidig husker sig selv og holder fast i ens egen overbevisning, så længe der ikke er grund til andet. At man er venlig og godt gammeldags ordentlig. Simpelt men samtidig helt utroligt komplekst. Som livet selv.
Den observante læser har nok lagt mærke til mine AI genererede billeder. Det er første gang jeg har prøvet at få den slags lavet. Jeg skrev “kæledyr i et hyggeligt hjem” og “kæledyr i et rodet hjem” og det var, hvad jeg fik. Min datter prøvede at tale mig fra det. “Ej, mamma, AI billeder er så uhyggelige”, men jeg synes nu at dem her blev helt ok. Alt taget i betragtning.
Jeg lover, at der ikke vil komme et eneste stykke AI genereret tekst her på siden. Et ‘gratis’ løfte, der bliver meget nemt at holde, fordi jeg råhygger mig med at skrive.
